Oversigt: Hvilke lande udleder totalt mest CO2 årligt? De 10 lande med størst totalt årlig CO2-udledning (opdateret i 2026).
Den globale opvarmning og klimaændringer er nogle af de mest presserende udfordringer, vores planet står over for i det 21. århundrede. I centrum for disse udfordringer ligger udledningen af drivhusgasser, herunder primært kuldioxid (CO2), som stammer fra menneskets aktiviteter.
Baseret på de seneste officielle tal fra EDGAR (Emissions Database for Global Atmospheric Research) Community GHG Database.
| Land | Årlig CO2-udledning (totalt) | |
|---|---|---|
| 1 | Kina | 15.536,10 milloner tons |
| 2 | USA | 5.912,62 milloner tons |
| 3 | Indien | 4.371,17 milloner tons |
| 4 | EU (samlet) | 3.164,66 milloner tons |
| 5 | Rusland | 2.575,65 milloner tons |
| 6 | Indonesien | 1.323,78 milloner tons |
| 7 | Brasilien | 1.299,18 milloner tons |
| 8 | Japan | 1.063,34 milloner tons |
| 9 | Iran | 1.054,77 milloner tons |
| 10 | Saudi-Arabien | 838,88 milloner tons |
Kilde: GHG emissions of all world countries (2025).
1. Kina: 15.536,10 milloner tons
Kina indtager en ubestridt førsteplads på listen og står i dag for næsten en tredjedel af verdens samlede CO2-udledning – mere end USA og hele EU tilsammen. Denne placering er resultatet af en massiv industriel vækst, der har løftet hundreder af millioner ud af fattigdom, men med store klimaomkostninger til følge.
Hovedårsagen er energisystemet. Selvom Kina investerer massivt i grøn energi, kommer ca. 60% af landets elektricitet stadig fra kul. Kina har verdens yngste flåde af kulkraftværker, og af hensyn til forsyningssikkerheden bygges der fortsat nye værker for at undgå strømsvigt i industrien, selvom udnyttelsesgraden af dem falder.
Kinas rolle som “verdens fabrik” er afgørende. Landet producerer enorme mængder stål, cement og forbrugsvarer til resten af verden. Det skaber en situation med såkaldte embedded emissions (indlejrede udledninger): Hvis man kigger på det reelle forbrug, “eksporterer” vestlige lande reelt en del af deres klimaaftryk til Kina.
Det er dog vigtigt at nuancere billedet. Kina er samtidig den nation i verden, der installerer mest vedvarende energi. Landet dominerer fuldstændigt produktionen af de teknologier, der skal redde klimaet: solceller, batterier og elbiler. Kinas officielle mål er at toppe udledningen før 2030 og være CO2-neutrale i 2060, og de seneste tal tyder på, at udledningskurven muligvis kan knække tidligere end forventet grundet den eksplosive udrulning af sol- og vindenergi.
2. USA: 5.912,62 milloner tons
USA indtager andenpladsen over verdens nuværende CO2-udledere, men det er værd at bemærke, at landet historisk set er den nation, der samlet har udledt mest CO2 nogensinde. Hvor Kina er den nuværende “fabrik”, har USA drevet den industrielle udvikling gennem det 20. århundrede, hvilket giver landet et særligt historisk ansvar i klimadebatten.
En markant forskel fra mange andre lande er USA’s tårnhøje udledning per indbygger (per capita). Den gennemsnitlige amerikaner udleder markant mere end en europæer eller kineser. Dette skyldes i høj grad en livsstil præget af højt energiforbrug og en infrastruktur, der er bygget op omkring bilen. Transportsektoren er i dag den største kilde til CO2-udledning i USA, da den stadig er domineret af benzin- og dieselbiler samt tung lastbiltransport over store afstande.
USA har faktisk reduceret sine CO2-udledninger fra toppen i midten af 00’erne. Det skyldes primært “skifergas-revolutionen” (fracking), hvor billig naturgas har udkonkurreret kul i el-produktionen. Selvom gas udleder mindre CO2 end kul, er det stadig et fossilt brændstof, og udvindingen er forbundet med risiko for udslip af metan, en yderst potent drivhusgas.
Billedet er dog under hastig forandring. Med Donald Trumps tilbagevenden til præsidentembedet har amerikansk klimapolitik taget en drejning væk fra internationale forpligtelser og tilbage mod “amerikansk energidominans”. Administrationens fokus ligger på at fjerne reguleringer for at maksimere produktionen af olie og gas. Selvom den store klimapakke Inflation Reduction Act (IRA) fortsat har effekt – primært fordi den har skabt tusindvis af industri-arbejdspladser i republikanske stater – er den føderale støtte til den grønne omstilling ikke længere en selvfølge. USA navigerer derfor nu en modstridende kurs: En massiv udvidelse af fossil produktion sideløbende med en teknologidrevet grøn sektor, der må klare sig på markedsvilkår.
3. Indien: 4.371,17 milloner tons
Indien er i dag verdens tredjestørste udleder af CO2, men tallene dækker over en vigtig nuance. Da Indien nu har overhalet Kina som verdens mest folkerige land, er udledningen per indbygger faktisk meget lav – cirka en syvendedel af en gennemsnitlig amerikaners. Indiens klimapolitik er derfor drevet af et ønske om “klimaretfærdighed”: Retten til at bruge energi til at løfte millioner ud af fattigdom.
Selvom ambitionerne er grønne, er realiteten sort. Kul står stadig for omkring 70-75% af el-produktionen. Det skyldes, at kul er billigt, og Indien har store nationale reserver. For den indiske regering handler det om energisikkerhed: Man prioriterer at kunne levere strøm døgnet rundt til en voksende middelklasse og industri, og her anses kulkraftværker stadig som den mest stabile rygrad i elnettet, indtil batteriteknologien bliver billigere.
Samtidig med kulafhængigheden gennemgår Indien en massiv grøn revolution. Landet har nogle af verdens mest ambitiøse mål for vedvarende energi og bygger gigantiske solcelleparker i ørkenområderne. Prisen på solenergi i Indien er nu blandt de laveste i verden, hvilket gør den grønne strøm konkurrencedygtig på rent markedsvilkår. Målet er at installere 500 GW ikke-fossil energi inden 2030.
En af de største jokere i Indiens fremtidige CO2-regnskab er dog klimaforandringerne selv. I takt med at temperaturerne stiger, eksploderer behovet for aircondition og køling. Dette skaber en potentielt ond cirkel, hvor varmere vejr kræver mere strøm til køling, hvilket fører til mere udledning, hvis ikke elnettet bliver grønt hurtigt nok.
4. EU (samlet): 3.164,66 milloner tons
Hvis man betragter de 27 EU-lande som en samlet enhed, indtager unionen en fjerdeplads på listen over globale udledere. Men i modsætning til de andre store aktører på listen, har EU formået at opnå det, økonomer kalder “afkobling”: Siden 1990 er EU’s økonomi vokset markant, mens den samlede CO2-udledning er faldet betydeligt.
EU adskiller sig ved at have den mest bindende og detaljerede klimalovgivning i verden, kendt som “The European Green Deal” og “Fit for 55”-pakken. Motoren i denne omstilling er EU’s kvotesystem (ETS), der tvinger industri og energiselskaber til at betale for deres forurening. Prisen på at udlede CO2 er steget markant de seneste år, hvilket har gjort kulkraft urentabelt i store dele af Europa og accelereret investeringer i vind og sol.
Selvom gennemsnittet ser pænt ud, dækker tallene over store interne forskelle. Lande i Østeuropa, samt Europas industrielle motor, Tyskland, har stadig en betydelig afhængighed af kul og gas. Udfordringen for EU er derfor todelt: At udfase de sidste fossile brændsler uden at miste konkurrenceevne til Kina og USA, og at opgradere det fælles el-net, så grøn strøm kan flyde frit fra blæsende kyster i nord til solrige egne i syd.
For at beskytte sin egen industri indfører EU nu en såkaldt “klimatold” (CBAM). Det betyder, at hvis virksomheder flytter produktion ud af EU til lande med slappere klimakrav, skal de betale en afgift for at sælge varerne i EU igen. Det er et forsøg på at bruge EU’s markedsmagt til at tvinge andre lande til også at sænke deres udledning.
5. Rusland: 2.575,65 milloner tons
Rusland indtager femtepladsen på listen, og landets udledning er uløseligt forbundet med dets rolle som en af verdens førende energisupermagter. Rusland sidder på verdens største naturgasreserver og enorme mængder olie og kul. Hvor andre lande kæmper for at skaffe energi, har Rusland den i overflod, hvilket historisk har ført til et ineffektivt og ødselt forbrug.
En væsentlig del af Ruslands klimaaftryk kommer ikke kun fra det brændstof, der bruges nyttigt, men fra det, der går tabt. Rusland er berygtet for en høj grad af “flaring” – afbrænding af overskudsgas direkte ved olieboringerne – samt store metanlækager fra et aldrende og utæt rørledningsnet. Derudover er boligmassen og industrien mange steder præget af gammel sovjetisk teknologi med dårlig isolering og lav energieffektivitet, hvilket kræver unødigt store mængder energi til opvarmning i de kolde vintre.
Geopolitisk isolation og vestlige sanktioner som følge af krigen i Ukraine har derudover sat en prop i moderniseringen af den russiske energisektor. Rusland er blevet afskåret fra vestlig grøn teknologi og kapital, hvilket har bremset udviklingen af vind- og solenergi markant. Fokus er i stedet rettet mod at opretholde eksporten af olie og gas til nye markeder i Asien for at holde økonomien kørende, frem for at omstille den.
Paradoksalt nok er Rusland et af de lande, der rammes hårdest af klimaforandringerne. Opvarmningen sker hurtigere i Arktis end gennemsnittet, hvilket får permafrosten til at smelte. Det truer infrastrukturen, da bygninger, veje og rørledninger i det nordlige Rusland begynder at synke og slå revner, når jorden under dem tør op. Alligevel er den politiske prioritet fortsat tungt vægtet mod fossil udnyttelse frem for klimahandling.
6. Indonesien: 1.323,78 milloner tons
Indonesien kommer ofte som en overraskelse for mange på listen over verdens største udledere. Landets høje placering skyldes en unik og problematisk kombination: En hastigt voksende industri baseret på kulkraft og, vigtigst af alt, massive udledninger fra ændringer i arealanvendelse – primært skovrydning.
I modsætning til industrilandene kommer en stor del af Indonesiens CO2-udledning fra rydning af regnskov og dræning af tørvemoser for at gøre plads til palmeolieplantager. Tørvemoser er naturens eget, super-effektive kulstoflager. Når disse moseområder drænes og brændes af for at klargøre jorden til landbrug, frigives årtusinders lagret kulstof op i atmosfæren på meget kort tid. I år med store skovbrande kan Indonesiens udledning derfor tage enorme hop opad.
Udover skovproblematikken er Indonesien en sværvægter på det globale energimarked. Landet er verdens største eksportør af termisk kul og har samtidig gjort sig selv dybt afhængig af det sorte brændsel hjemme. For at understøtte den økonomiske vækst og elektrificere øriget, bygges der fortsat nye kulkraftværker, hvilket fastlåser landet til høje emissioner i mange år frem, medmindre der sker en radikal kursændring.
Paradoksalt nok er Indonesien et af de lande, der er mest sårbart over for klimaforandringer. Hovedstaden Jakarta er bogstaveligt talt ved at synke i havet på grund af overudnyttelse af grundvand og stigende vandstande, hvilket har tvunget regeringen til at påbegynde bygningen af en helt ny hovedstad, Nusantara, midt i Borneos jungle. Indonesien har indgået internationale aftaler (JETP) for at få økonomisk hjælp til at udfase kul, men opgaven med at balancere økonomisk vækst for 275 millioner mennesker med naturbevarelse er enorm.
7. Brasilien: 1.299,18 milloner tons
Brasilien indtager syvendepladsen på listen, men landets profil adskiller sig radikalt fra de andre store udledere. I Brasilien er det ikke rygende fabriksskorstene eller kulkraftværker, der er den primære synder. I stedet stammer størstedelen af udledningen fra landbrug og ændringer i arealanvendelse – med andre ord: Skovrydning i Amazonas.
Brasilien er en af verdens største eksportører af fødevarer, især oksekød og soja (som bruges til dyrefoder globalt). For at skabe græsningsarealer og marker bliver store dele af regnskoven ryddet, ofte ved ulovlige påsatte brande. Når træerne brænder eller rådner, frigives den CO2, de har lagret gennem århundreder. Dertil kommer, at Brasiliens enorme bestand af kvæg udleder massive mængder metan, en drivhusgas der er langt mere potent end CO2 på kort sigt.
Det tragiske ved Brasiliens høje placering er, at landet på energiområdet faktisk er et foregangsland. Brasilien har et af verdens grønneste elnet, hvor op mod 80% af elektriciteten typisk kommer fra vedvarende kilder, primært store vandkraftværker. Havde Brasilien ikke problemet med skovrydning, ville landet være en global duks i klimaklassen.
Situationen i Brasilien handler dog ikke kun om de årlige udledninger, men om en global katastroferisiko. Forskere advarer om, at Amazonas-regnskoven nærmer sig et “tippepunkt”. Hvis for meget af skoven forsvinder, kan den ikke længere opretholde sit eget regnvejrssystem og vil kollapse til en tør savanne. Det vil frigive gigantiske mængder CO2, som intet menneskeskabt teknologi kan opsamle igen. Derfor har den brasilianske regering nu sat et ambitiøst mål om at stoppe al ulovlig skovrydning inden 2030, men håndhævelsen i det enorme jungleområde er en konstant politisk og praktisk kamp.
8. Japan: 1.063,34 milloner tons
Japan indtager ottendepladsen på listen, men landets udgangspunkt er fundamentalt anderledes end de andre store udledere. Japan har stort set ingen egne naturressourcer – ingen olie, ingen gas, intet kul. Som en af verdens største industrinationer er Japan derfor tvunget til at importere næsten al sin energi, hvilket gør landet ekstremt sårbart over for globale priser og forsyningskriser.
Japans nuværende høje CO2-udledning er en direkte konsekvens af atomulykken i Fukushima i 2011. Før ulykken var atomkraft rygraden i den grønne omstilling, men da reaktorerne blev lukket ned af sikkerhedshensyn, måtte Japan akut skrue op for importen af flydende naturgas (LNG) og kul for at holde lyset tændt. Selvom atomkraften langsomt er ved at blive genintroduceret (“The Nuclear Restart”), er landets energimix stadig tungt afhængigt af fossile brændsler for at opretholde forsyningssikkerheden.
Japan er hjemsted for nogle af verdens største bilproducenter (som Toyota og Honda), men landet er kommet langsommere i gang med den rene elbil-bølge end Kina og Europa. Det skyldes paradoksalt nok deres tidligere succes med hybridbiler. Fordi Japan mestrede hybridteknologien tidligt, har industrien tøvet med at skifte fuldt ud til rene elbiler, hvilket har holdt transportsektorens udledninger oppe længere end nødvendigt.
Og hvor mange andre lande satser alt på vind og sol, går Japan en anden vej. Landet har en vision om at blive verdens første “brint-samfund”. Strategien går ud på at importere brint produceret med grøn energi i udlandet (f.eks. fra Australien) og bruge det til at drive alt fra biler til stålfabrikker og kraftværker. Det er en teknologisk ambitiøs – og risikabel – strategi, som skal sikre Japan en plads i den grønne fremtid uden at være afhængig af vejret.
9. Iran: 1.054,77 milloner tons
Iran er verdens niende største udleder, og placeringen skyldes en kombination af enorm rigdom på fossile brændsler og et ineffektivt energisystem. Landet besidder verdens næststørste naturgasreserver og fjerdestørste oliereserver, men det er måden, energien forvaltes på, der driver CO2-tallene i vejret.
En hovedårsag til det høje udslip er de massive statslige subsidier på energi. I Iran er prisen på benzin og elektricitet holdt kunstigt lav – ofte blandt de laveste i verden. Når energi stort set er gratis for borgere og virksomheder, forsvinder det økonomiske incitament til at spare på den. Det resulterer i et enormt overforbrug, hvor huse er dårligt isolerede, og gamle, ineffektive biler og fabrikker får lov at køre videre, fordi brændstoffet er så billigt.
Iran er ligeledes en af verdens største syndere, når det kommer til “gas flaring” – afbrænding af overskudsgas ved olieboringer. Fordi teknologien og infrastrukturen til at opsamle og udnytte gassen mangler, brændes den slet og ret af i store flammer direkte ved kilden. Det anslås, at Iran årligt brænder gas af for milliarder af dollars, hvilket sender enorme mængder CO2 og metan direkte ud i atmosfæren uden at skabe nogen værdi.
Geopolitik spiller derudover en afgørende rolle. Årtier med internationale sanktioner har afskåret Iran fra vestlig teknologi og investeringer. Det betyder, at landets olieraffinaderier og kraftværker er forældede og ineffektive sammenlignet med moderne standarder. Selvom Iran har et enormt potentiale for solenergi på grund af sit ørkenklima, har manglen på kapital og adgang til teknologi gjort det svært at udnytte de grønne muligheder. Landet er derfor “låst fast” i en fossil infrastruktur.
10. Saudi-Arabien: 838,88 milloner tons
Saudi-Arabien runder top-10 listen af som verdens største olieeksportør. Landets økonomi er bygget på det sorte guld, og det afspejler sig i udledningen. Men ser man på udledningen per indbygger, ligger Saudi-Arabien helt i toppen globalt – langt højere end både Kina og Europa. Det skyldes en livsstil og en infrastruktur, der kræver enorme mængder energi for at fungere i et ekstremt ørkenklima.
En ofte overset faktor i Saudi-Arabiens CO2-regnskab er vand. Da landet stort set ingen floder eller naturlige ferskvandskilder har, kommer næsten alt drikkevand fra havet. Processen med at afsalte havvand (desalination) er ekstremt energikrævende og har traditionelt været drevet af olie- og gasværker. Man kan sige, at i Saudi-Arabien forvandler man fossile brændsler til vand, hvilket medfører et betydeligt CO2-aftryk for hver liter vand, der forbruges.
Ligesom med vandet er nedkøling ikke en luksus, men en nødvendighed. En meget stor del af landets elektricitet går til aircondition i private hjem, storcentre og kontorer. Sammenholdt med en bilpark, der (ligesom i USA) er domineret af store benzinbiler grundet lave brændstofpriser, skaber det et tårnhøjt indenlandsk energiforbrug.
Saudi-Arabien står dog over for en massiv transformation under planen “Vision 2030”. Kronprinsens plan er at gøre landet uafhængigt af olieindtægter. Paradoksalt nok vil Saudi-Arabien bruge sine oliepenge til at blive en global supermagt inden for grøn energi. Landet har potentiale til at producere verdens billigste solenergi og har planer om at blive verdensførende i produktionen af “grøn brint”. Målet er at eksportere solenergi i fremtiden, præcis som de eksporterer olie i dag.
Læs også: De 15 lande med størst CO2-udledning (per indbygger).
Hvordan måles CO2-udledning?
Lad os tage et mere detaljeret kig på de metoder, der anvendes til at måle CO2-udledning:
Direkte måling
Direkte målinger af CO2-udledning er en præcis metode, der ofte kræver brug af avancerede sensorer. Disse sensorer, der indsamler prøver af atmosfæren, kan variere i størrelse og kompleksitet, alt fra små håndholdte enheder til større installationer. Nogle sensorer er specifikt designet til at detektere og kvantificere CO2 i luften, mens andre kan måle flere forskellige typer gasser på samme tid.
Disse sensorer kan være jordbaserede, monteret på fly eller satellitter, hvilket giver mulighed for en bred vifte af målinger, der kan dække lokale, regionale og globale områder. Disse direkte målinger af atmosfærisk CO2 er utrolig vigtige for at overvåge og forstå både naturlige og menneskeskabte kilder til CO2.
Fjernmåling
Fjernmåling er en teknologi, der bruger satellitter og andre højteknologiske værktøjer til at observere og måle koncentrationen af CO2 i atmosfæren på global skala. Satellitbaserede sensorer måler koncentrationen af CO2 ved at analysere det lys, der reflekteres tilbage fra jordens overflade. Ved at analysere dette reflekterede lys kan disse sensorer identificere specifikke gasser, herunder CO2. Fjernmåling er utrolig nyttigt, fordi det giver forskere mulighed for at tage globale målinger og følge ændringer i CO2-koncentrationer over tid. Det kan også hjælpe med at identificere hotspots for CO2-udledning og bidrage til at overvåge virkningerne af klimapolitikker.
Brændselsforbrug
Brændselsforbrugsmetoden er en af de mest udbredte metoder til at estimere CO2-udledning. Det grundlæggende princip er ret simpelt: ved at vide, hvor meget kul, olie, gas eller andre fossile brændstoffer, der bliver forbrugt, kan forskere beregne mængden af CO2, der sandsynligvis er blevet udledt. Hvert brændstof har et kendt ‘carbonindhold’, som angiver, hvor meget CO2 der frigives, når en given mængde af det brændes. Ved at multiplicere det samlede forbrug af et brændstof med dets carbonindhold kan forskere estimere den samlede CO2-udledning. Denne metode er især nyttig til at lave nationale og globale estimater.
Industrielle data
Industrielle data kan også anvendes til at beregne CO2-udledning. Dette indebærer typisk analyse af data relateret til specifikke industrielle processer, som cementproduktion, stålfremstilling, eller forbrændingsmotorers brændstofforbrug. Hver af disse processer har en kendt ’emissionsfaktor’, der angiver mængden af CO2, der udledes pr. enhed af produktionen. Ved at multiplicere emissionsfaktoren med mængden af produktion, kan forskere estimere den samlede CO2-udledning.
Modellering
Computervidenskab spiller en stadig større rolle i klimaforskning, herunder i modellering og forudsigelse af CO2-udledning. Modellering involverer brug af komplekse algoritmer til at analysere og fortolke en lang række data, herunder befolkningstæthed, økonomisk aktivitet, energiforbrug, landbrugsmetoder og meget mere. Disse modeller kan hjælpe forskere med at forstå de komplekse interaktioner mellem forskellige faktorer og forudsige, hvordan ændringer i et område (som økonomisk vækst eller energipolitik) kan påvirke CO2-udledning.
Ingen af disse metoder er perfekte, og hver har sine styrker og svagheder. For at få det mest nøjagtige billede af verdens CO2-udledning anvender forskere typisk en kombination af disse metoder, idet de bruger hver metode til at validere og supplere de andre. Ved at bruge en række forskellige metoder kan forskere sikre, at deres estimater er så præcise og pålidelige som muligt.
Fremtiden for CO2-udledning og klimaforandringer
Ved at dykke ned i de nuværende data om CO2-udledning har vi identificeret de ti lande, der udleder mest CO2 både samlet set og per indbygger. Vi har set, hvordan industrialisering, befolkningstæthed, afhængighed af fossile brændstoffer og livsstil kan påvirke et lands samlede og individuelle CO2-udledning.
Samtidig skal vi være opmærksomme på, at disse data kun giver os et øjebliksbillede af en meget dynamisk situation. Landene på disse lister har allerede iværksat en række forskellige initiativer for at reducere deres CO2-udledning, fra at skifte til vedvarende energikilder til at forbedre energieffektiviteten og implementere kulstofopsamlings- og lagringsteknologier.
Fremtiden vil vise, hvor effektive disse initiativer vil være, og hvordan de vil påvirke de globale CO2-udledningstal. Samtidig er det vigtigt at huske, at mens det at adressere CO2-udledning er en central del af kampen mod klimaændringer, er det kun en del af løsningen. At bekæmpe klimaforandringer kræver en omfattende indsats, der inkluderer alt fra at forbedre landbrugsmetoder og bevare biodiversitet til at fremme cirkulær økonomi og sikre social retfærdighed.
Det er et komplekst og udfordrende arbejde, men ved at forstå, hvor og hvordan CO2-udledningen opstår, er vi bedre rustet til at finde løsninger, der vil gøre en reel forskel. Det er op til os alle sammen – fra enkeltpersoner og samfund til virksomheder og regeringer – at arbejde sammen for at skabe en bæredygtig og CO2-neutral fremtid.